Menu

Årets Leder 2022 i EfB: Hasse Alsing

01. marts 2023 kl. 10:06

Tirsdag aften blev Årets Leder 2022 i Esbjerg fB fundet, hvor valget faldt på Hasse Alsing, der er holdleder for Jyllandsserien, efter indstilling fra seniorafdelingen. Han ønskes et stort tillykke fra hele klubben, som med prisen anerkender og værdsætter en stor og mangeårig indsats i fodboldverdenen, og ikke mindst i EfB. 

Hasse Alsing har en lang træner- og lederkarriere bag sig, og har været aktiv i fodboldverdenen i mere end 35 år, og det er derfor intet mindre end velfortjent, at han tirsdag aften kunne lade sig hædre som Årets Leder 2022 i Esbjerg fB. 

Trænergerningen startede i tidernes morgen i Hjerting IF, hvor han i 1970’erne trænede piger, inden han i 1970’erne meldte sig under fanerne i Sædding/Guldager IF, hvor han trænede klubbens U10 til U12 i mange år. Det frivillige arbejde i SGI varede ved i 10 år, hvor han både var træner og sad i diverse udvalg. Herefter gik turen til Hjerting IF, hvor hans drenge, Peter og Thomas spillede. I Hjerting tog han selvfølgelig i sin 19-årige periode også mange kasketter på, og var med til at tage initiativ til Hjerting Kulturhus, mens han var formand i klubben.

I 2016/2017-sæsonen skulle der ske noget nyt i Hasses fodboldliv, og næsen blev vendt mod Esbjerg fB, hvor han de sidste mange år har fungeret som afdelingsansvarlig, holdleder og ikke mindst samlingspunkt for klubbens seniorspillere.

Hasse er blandt seniorspillerne den vigtigste voksne i trænerteamet, og der er ingen tvivl om, at spillerne sætter enormt stor pris på Hasse. Hasse er spillernes mand – han går gennem ild og vand for dem, og der er ikke den ting, han ikke kan eller vil hjælpe med for spillernes og klubbens bedste.

Blandt andre af klubbens trænere, ledere og blandt personalet i cafeteriet, er Hasse kendt som en imødekommende, venlig og humørfyldt person. Han har på alle måder vist, hvorfor vi i EfB skal sætte stor pris på vores frivillige – og så er der ingen tvivl om, at der kun er én klub, der banker i Hasses hjerte – og det er Esbjerg fB.

På vegne af hele klubben ønskes Hasse Alsing et stort tillykke med prisen som Årets Leder 2022 i Esbjerg fB. 

           

Luk